Jeg ville gerne have været til den nordøstlige del af Sao Miguel, men da de områder jeg gerne ville se der ikke rigtigt var dækket af den lokale bustrafik, blev det for omstændigt, og for dyrt med taxa. Da jeg på det tidspunkt ikke var klar til at leje en bil og køre alene rundt, blev jeg af det lokale turistkontor anbefalet en vandretur på den nordlige del af øen. Ofte er det sådan med vandreturene på øen, at man skal gå lidt fra busstoppestedet for at finde ruten, og sådan var det i hvert fald også her. Ruten som ikke var cirkulær (hvilket betyder at man ikke kommer tilbage til udgangspunktet) var 4,9 km og gik fra Padrao das Alminhas til Salto da Farinha.

For at være sikker på at nå ruten og eventuelt gå hele vejen tilbage igen og finde et busstoppested, skulle jeg tirsdag morgen med lokalbussen kl. 06.45. Ved stoppestedet i Ponta Delgada stod (endnu) en ældre portugisisk kvinde og skulle også med bussen. Belært af søndagens erfaringer lod jeg hende vælge sæde først, og hun tog sjovt nok også forsædet. Jeg tænkte, at ældre portugisiske kvinder simpelthen har vundet hævd på forsæderne i lokalbusserne. Så sidder de der og hyggesnakker med chaufføren, og det skal de så få lov til.

Jeg viste chaufføren kortet over vandreturen og spurgte, om han ville sige til når jeg skulle af, men han virkede til at være lidt i tvivl om det var det ene eller det andet sted på vandreturen jeg ville hen. Så knap to timer senere blev jeg sat af på en hovedvej midt i en rundkørsel med besked om at gå til venstre. Det var vist et noget uautoriseret stoppested, så lige der ramte det min grænse for eventyrlyst, da jeg jo så ikke anede hvor jeg kunne finde bussen igen, når jeg skulle hjem.

Før i tiden var jeg en stor planlægger, vidste på forhånd hvilke og hvor mange kirker jeg skulle se, museer, parker mv. Nu nyder jeg at kunne være mere spontan, det giver flere muligheder og nogle gange lidt udfordrende oplevelser, men det er klart at der så også er ting, som jeg ikke får set.

Men det var rigtigt nok, at jeg skulle til venstre, så jeg fandt dagens første vandfald, meget smukt beliggende ved en lille bitte naturpark Ribeira dos Caldeiroes, hvor jeg spiste min morgenmad med en fantastisk udsigt. Derfra var det jo meningen, at jeg skulle kunne gå ind på vandreruten, men da hverken buschaufføren, kanoguiderne eller asfaltarbejderne, som jeg mødte på vejen, kendte noget til vandreruten, endte det med, at jeg gik de første 2,5-3 km af en hovedvej. Det var nu også ganske smukt og meget fredeligt. Jeg kom så til en by, som jeg havde kørt gennem med bussen på vejen ud, så jeg fik noteret mig busstoppestedet og gik videre.

Kort efter kom jeg til en anden seværdighed på ruten, Poco Azul, så da jeg fulgte vejen til den sø, fandt jeg endelig ind på ruten. Det var en mediumsvær rute, og det synes jeg den levede op til med forholdsvis smalle stier langs klipperne (ikke højt oppe men alligevel). Det gik som sædvanlig både op og ned, og til sidst var jeg ude ved Atlanterhavet, hvor jeg spiste frokost efter at have set vandfaldet Salto da Farinha. Jeg kan godt se, at det har været meget smukt, men der var godt nok ikke meget vand tilbage. Efter sigende afhænger vandmængden af årstiden, og der er juli så ikke en god måned.

I stedet for at gå tilbage af ruten op og ned af de smalle klippestier besluttede jeg mig for at gå op til hovedvejen. Det var godt nok lettere sagt end gjort, for den første del af ruten var med en stigningsprocent på 35% i bagende sol. Derefter faldt den til mellem 10-16%, hårdt men langt mere menneskeligt. Oppe på hovedvejen begyndte jeg at gå tilbage mod den by, hvor jeg havde fundet et stoppested, og hvor jeg vidste, at der var en restaurant, som jeg kunne fordrive de næste fire timer på. Men ud af det blå kom en bus til Ponta Delgada, som jeg stoppede midt på vejen, og så var jeg pludselig hjemme omkring kl. 14.30 i stedet for kl. 19. What a joy. Tidsnok til endnu en gang at gå på turistkontoret og få inspiration til næste dags vandretur.